SelvStrik.dk

strik og hækling

29. november 2012 15:30
by Elisabeth SelvStrik
4 Kommentarer

Får. Uld. Garn...

29. november 2012 15:30 by Elisabeth SelvStrik | 4 Kommentarer

Sidste weekend var jeg til Fåravlernes Julemarked - og som altid var det super inspirerende. Og helt overvældende overraskende kom jeg hjem med... mere garn og et par handsker :)

 

 

Især er jeg rigtig glad for det turkise merino og turkise pelsuld, som jeg planlægger et sjal af, hvor jeg enten laver striber eller på anden måde blander de to. Det købte jeg af Else som håndfarver og producerer uld på sit økologisk landbrug. Hun havde mange spændende farver, lige til at handle sig helt fattig i.

 

 

Jeg købte også 2 nøgler aubergine pelsuld, som ikke er til at slide op. Kirsten som sælger det har jeg snakket med ved flere lejligheder - en meget spændende og vidende kvinde. Hun har tidligere haft egne får og produceret uld. Nu har hun blot lidt tilbage som hun sælger og jeg er den ultra glade køber.

 

 

Og så til Lovisa som næsten er et helt blogindlæg for sig. Hende har jeg også ved flere lejligheder talt med. Lovisa laver de mest fantastiske filtting; dyr, træer, kugler... det er små eventyrlandskaber med eventyrlige figurer, som inviterer en ind i hendes magiske verden. Børn bliver helt paralyseret når de kommer nær hendes ting - jeg ved det fordi min egen 4årige datter får tunnelsyn og går lige mod filttingene.

 

 

Lovisa er vild med børn og derfor er der en børnepris og en voksenpris - så når et barn køber koster det kun 1/3. Og faktisk så ender hun med at give meget af det væk til børn - hun er et meget dejligt menneske :)

En side historie er også at Kirsten og Lovisa indtroducerede mig til Rosa's i Torvehallerne - som virkelig et besøg værd. Rosa er en japansk/svensk Pippi, som laver de bedste kager i verden! Min mand og jeg sniger os der ind ved en hver given lejlighed eller når vores datter bliver passet. Hvis du er i nærheden af Nørreport, så slå et smut forbi.

23. november 2012 17:00
by Elisabeth SelvStrik
0 Kommentarer

Yarnbombing! I min egen stue

23. november 2012 17:00 by Elisabeth SelvStrik | 0 Kommentarer

Min datter er den dejligste pige i verden og så er hun præcis lige så skør og opfindsom som jeg selv :)

Hun har været syg hele ugen og hendes opsparede energi når i disse dage næsten kriminelle højder. Fra udflytter børnehave til 5 dage i lejlighed - det gør man ikke ustraffet. Og i går kulminerede det!

Jeg var i køkkenet i 5 - okay måske 7 minutter for at lave en kop tiltrængt mor-kaffe (nej, det er ikke rødvin, men sort kaffe med mørk chokolade til)... Der var meget meget meget stille inde i stuen, hvilke vi jo alle ved hvad betyder - ballade - og ganske rigtigt stuen, gangen, soveværelset, badeværelset og hendes værelse var blevet garnbombet. Hun var meget stolt da hun fortalte at ...

 

 

... hun altså var en edderkop (da hun var lille kaldte hun det en evakop :)) og det var hendes spind og alle bamserne var fluer!

Opskrift på Yarnbombing:

1) Stjæl din mors garn - tjek!

2) Vent til moreren er i køkkenet og laver en velfortjent kop kaffe - tjek!

3) Bind garn omkring alle - og jeg gentager ALLE - dørhåndtag, stoleben, dørkarme - flere gange - tjek!

4) Hæng alle dine bamser på og sig du er en edderkop og de er fluer! - tjek!

 

Hun er det bedste og sødeste øgleyngel i verden, som min kære far ville have sagt :)

16. november 2012 14:07
by Elisabeth SelvStrik
3 Kommentarer

Selvstriks egne opskrifter :)

16. november 2012 14:07 by Elisabeth SelvStrik | 3 Kommentarer

Nu kan jeg meget stolt (ja, men det er jeg) præsentere mine egne Selvstrik opskrifter i Selvstrik shoppen :D

Til en start er der Selvstrik Huen og en gratis opskrift til Eva Solos nye tekande (DK + ENG).

 

 

I foråret henvendte Eva Solo sig til mig, for at høre om jeg ville lave en opskrift til dem - det havde jeg ikke prøvet før, men det lød rigtig sjovt, så hvorfor ikke. Det blev et spændende arbejde med Sidsel fra Eva Solo, hvor vi til sidst endte med den tevarmer du kan se her ovenfor. Den er strikket i Yaku uld fra Strikkebogen, fordi det garn er ualmindeligt smukt og så skal du kun bruge en nøgle garn til at strikke den. Opskriften er gratis, så du kan jo bare strikke den i det garn du har lyst til eller har i skabet :)

Jeg har også lavet et par færdigstrikkede versioner af Eva Solo tevarmeren i forskellige farve, dem kan du se her: Eva Solo strik by Selvstrik.dk.

Nå, den andne opskrift i Selvstrik shoppen Selvstrik Huen, som jeg startede med at strikke i alpakka sidste år. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er bidt af forskudt rib! Måske er jeg forskudt i rib... og striber er jo bare mig, og det med at kunne strikke noget enkelt og få et mønster ud af det, er jo bare lækkert. Usnobbet strikning, det er lige mig.

 

 

Selvstrik Huen er strikket i Yaku uld fra Strikkebogen, som er varmt, men faktisk lidt bomulds-agtigt at røre ved og derfor er det utroligt blødt og kan bæres direkte på huden. Så er Yakuen også superwash og nogle rigtig rigtg flotte farver - sådan meleret lidt tweed-agtige.

Jeg laver også en version med pompom af Lamauld fra Strikkebogen - den kommer, når jeg liiige får pompom tid :)

En sidebemærkning: Jeg har forelsket mig i garnet fra Strikkebogen, bare sådan helt generelt! Det er varmt, god pris og super flotte farver - og Trine Bertelsen, som har Strikkebogen, har bare været helt utrolig venlig og lukket mig ind i en lidt lukket garn-branche - tak, Trine :)

Jeg glæder mig rigtig meget til at vise jer flere opskrifter og de kommer løbende i butikken, skriv dig op til nyhedsbrevet, så får du hurtig besked :)