SelvStrik.dk

strik og hækling

4. juni 2015 10:54
by Elisabeth SelvStrik
0 Kommentarer

PopUp Strik med digte

4. juni 2015 10:54 by Elisabeth SelvStrik | 0 Kommentarer

Og så var der PopUp Strik for anden gang - denne gang med digt-oplæsning af forfatter/digter Maja Petrea Fox.

Vi var i Indreby Kulturhus på Charlotte Ammundensens Plads (hvor der forøvrigt også er strikkegraffiti /streetart strikke arrangementer). 35 var mødt op til at se hvad Carsten Bo og jeg havde fundet på :)

Forfatter Maja Petrea Fox er kun 24 år, men har en gammel sjæl og et virkelig talent for at skabe nærvær, som også understøttes af hendes fantastiske rammende tekster.

Det som ramte mig meste var digtet om tvivl, jeg bringer et uddrag af her:

Jeg tvivler på livet, jeg tvivler på døden

og jeg tvivler på alt det imellem

Jeg tvivler på det næste måltid

og den næste omgang

Jeg tvivler på, at du skal købe det i dag

Jeg tvivler på mennesker

Jeg tvivler på taxametret

Jeg tvivler i garderoben og entréen

Jeg tvivler på kokain

Jeg er i tvivl om tvivlen og resten

og det er vel egentlig helt ok

Tror jeg nok

Efter og ind i mellem oplæsning fik vi lov til at stille en masse spørgsmål og Maja delte rundhåndet ud af refleksioner om skriveprocesser, vejen til forlags-debut, om at trykke den første bog selv, om integritet og meget andet.

Og selv om hun oftes optræder i jazzklubber sammen med et jazzband og derfor var helt ude af sit element, formåede hun alligevel at skabe en super stemning og forbindelse til os strikkende i salen i kulturhuset.

I fredags havde hun forlagsdebut med digtsamlingen Åben. Hvis du er interesseret i at købe digtsamlingen Åben, har jeg stadig 2 signerede eksemplarer á 179kr, som også kan sendes for 30kr ekstra der kan købes ved at sende en mail til mig på selvstrik ( a ) selvstrik . dk eller du kan købe dem direkte hos Maja HER.

Fotograf Inge Gottfredsen tog nogle billeder, som har jeg venligst har fået lov til at bringe (tjek hendes billeder ud på hendes hjemmeside, de er ret fantastiske)

Næste PopUp Strik er flyttet fra tirsdag den 16. juni til lørdag den 13. juni - hvor der er World Wide Knit in Public Day :) Hvis du gerne vil have en mail, dagen før så kan du skrive dig op til nyhedsbrevet HER.

 

2. juni 2015 13:54
by Elisabeth SelvStrik
0 Kommentarer

Brodøsen på Bryggen forfører

2. juni 2015 13:54 by Elisabeth SelvStrik | 0 Kommentarer

Dette indlæg er gæsteblogget af Christine Mønsted, om jeg har samarbejdet med og har hjulpet mig med mange ting. Jeg ville ansætte hende, hvis jeg havde pengene. Men for nu et gæste-blogindlæg om bog-ferniseringen af Bettina Andersens bog ”Berusende Broderi” i går:

Brodøsen fra Bryggen forfører i bogudgivelse med fantasifulde og finurlige broderier

I dag er jeg blevet beriget med hele tre gode oplevelser. Det er med glæde i hjertet, at jeg kan dele den ene her med jer her på SelvStriks blog.

En god veninde havde inviteret mig med til bogudgivelse på en broderibog... lident vidste jeg, hvad jeg gik ind til.

”Berusende Broderi” hedder Bettina Andersen bog, som udgives på eget forlag og blev lanceret til reception i hendes værksted i dag.

Det at hun udgiver på eget forlag, forekommer mig temmelig handlekraftigt og sejt, foruden at det vidner om en styrke, jeg finder ganske klædelig sammen med hendes kunstneriske sanselighed. Bogen indeholder en række kvindelige kunstnere og kunsthåndværkeres forskellige udtryk i broderi.

Nål og tråd kan langt mere end jeg vidste. Således måtte jeg flere gange hen og nærstudere Birgitte Busks portrætter, fordi jeg næsten ikke kunne forstå, hvordan det er muligt at få så malerisk et udtryk frem med stof og tråd. Bemærk at hårlokkerne stritter lidt ud over rammen til højre – en dejlig sanselig detalje:

 

Min sære sans for humor blev dejligt stimuleret med Rikke Rufts fisk på dåse:

 

 

Samt Jytte Harboesgaards corneflakes :


Endelig giver Bettina Andersens egne bidrag en skøn eftersmag af livsklogskab og dybde:


De fleste af bogens broderier udstilles, i disse dage:
tirsdag den 2. juni kl. 13-18
fredag den 5. juni kl. 14-17
mandag den 8. juni kl. 14-17
tirsdag den 9. juni kl. 13-18
onsdag den 10. juni kl. 14-17

i Brodøsens Værksted:
Isafjordsgade 13
Islands Brygge
2300 København S

For mere info se: BettinaAndersen.dk