SelvStrik.dk

strik og hækling

17. august 2015 17:13
by Elisabeth SelvStrik
3 Kommentarer

Pink Slægtningen

17. august 2015 17:13 by Elisabeth SelvStrik | 3 Kommentarer

Meget for varm til nu, men super lækker: Jeg har strikket Pia Hernøs i Slægtningen i pink :)

Kender du det at have noget garn liggende i måske endda flere år og pludselig skal det være? Sådan var det med dette her garn.

Sidste sommer havde jeg været på den årlige Samsø-tur og købte 2 nøgler Hjelholt farveskifter garn i lilla/pinke nuancer. Og så en morgen vågnede jeg og tænkte: Slægtningen! Skal jeg strikke i det garn. (Ja, sådan er det ofte for mig :)

Jeg har som sædvanlig ændret lidt i opskriften - da min strikkefasthed ikke passede. Så den er strikket på pind 4,5 i den mindste størrelse. Jeg er startet oppefra som opskriften siger, men er bare startet med at strikke rib på pind 3 og strikket ca. 5cm. Herefter skiftede jeg over til pind 4,5 og strikkede så som mønsteret, indtil jeg synes det var bred nok.

Det betyder at de færdige mål på trøjen dermed er blevet:

Brystmål: 61 cm

Omkreds nederst ved rib: 108 cm

Længde fra top til bund: 62 cm

Raglan mål (fra hals til ærmegab): 37 cm

Ærmelængde fra ærmegab: 47 cm

Den er dejligt tynd, alligevel varm og ikke for bred, så jeg sejler rundt i den.

Og ja, så var der ikke helt nok garn, så jeg købte et ekstra nøgle ensfarvet i pink. Og jeg er blevet ret glad for mine pinke ærmer :) I alt endte jeg med at bruge 2,5 nøgler Hjelholt garn og trøjen er en størrelse L.

Den var ret nem at strikke, det eneste man lige skal holde øje med er at raglan og foran har udtagninger på forskellige pinde. Så jeg satte maskemarkører på (som opskriften skriver) og satte en lille seddel på med hvornår der skulle være udtagning, så var der nemt at huske selvom jeg ind i mellem holdt pauser fra strikkeriet :)

Den eneste ulempe er at garnet er 1-trådet og trækker lidt til højre. Det er ikke slemt, men lige da jeg var færdig blev jeg helt ked af det. Men det rettede sig og nu tænker jeg ikke over det :)

Jeg er ret vild med den og hvis det ikke var fordi jeg er i gang med en masse andet, så kunne jeg godt have lyst til at strikke den i 1 tråd yaku uld og 1 tråd kid mohair... senere :)

Læg endelig en kommentar :) Jeg bliver altid meget glad for kommentarer, enten hvis du har oplevet/strikket/hæklet noget lignende eller bare gerne vil sige hej :)

31. marts 2015 16:45
by Elisabeth SelvStrik
0 Kommentarer

Sommerlet Beeline

31. marts 2015 16:45 by Elisabeth SelvStrik | 0 Kommentarer

I øjeblikket får jeg strikket lidt til mig selv - denne her er senest kommet af pinden:

Det er en forårs/sommerlet version af opskriften Beeline fra Ravelry - måske kender du opskriften?

Designeren er Heidi Kirrmaier, og hendes opskrifter er enkle at følge og det er designet også, præcis som jeg kan lide det :)

Jeg har strikket den af 1 tråd askegrå Yaku superwashuld og 1 tråd hvid Kid Seta mohair på pind 4,5. Og nam den er blevet lækker! Den er let med kun 318g og passer til ALT!

Så jeg overvejer allerede at strikke en mere med de samme kvaliteter, måske bare i pink? For hvornår har man ikke brug for en pink forårs sweater i mohair :)

Strikkeinfo:

Opskrift: Beeline af Heidi Kirrmaier. Den er strikket rundt fra halsen og ned (top-down) i et stykke - so ikke ret meget montering. Dog er halskanten strikket på bagefter for at få den højere bagtil i nakken - helt ifølge opskriften. Den har raglan-ærmer og fine små huller i raglanen og langs siden.

Ændringer i opskriften: Opskriften er lavet til pind 4, så jeg lavede en strikkeprøve og fandt ud af at en S ville passe mig som en L, med det garn og pinde jeg havde valgt.

Jeg har også ladet hullerne gå lige ned langs siden i stedet for ind mod maven og lavet små slidser i siden. Ribben bagtil er lidt længere end foran, hvilket giver en fin lille dipped-hem (ved ikke hvad det hedder på dansk - gør du?).

Pind: til glatstrikken 4,5mm, til ribben har jeg brugt 3,5mm og til halskanten 3mm, så halskanten ikke bliver for slap.

Færdig størrelse L og dejlig løs i det

Garn: 1 tråd Askegrå Yaku superwashuld og 1 tråd Hvid Kid Seta mohair

Garnforbrug: 4 x 25g Kid Seta mohair i Hvid og lidt over 4 x 50g Yaku i Askegrå = 485kr

Vægt = 318g

Sværhedsgrad = 3 ud af 5, mest pga halskanten

17. marts 2015 11:53
by Elisabeth SelvStrik
3 Kommentarer

EN sweater <3

17. marts 2015 11:53 by Elisabeth SelvStrik | 3 Kommentarer

Denne her skønhed har jeg haft på nonstop siden den blev færdig <3

Mønsteret er Rachel Søgaards EN fra Ti Trøjer og er oprindeligt en cardigan - som jeg også har strikket.

Men som sweater styrer den fuldstændig! Mønsteret kommer så flot til sin ret når det ikke bliver afbrudt og vrangsiden er også mega awesome, hvis man vil have et lidt mere råt look.

Opskriften til min nyeste yndlingssweater er i Maries Ideer nr.1/2015 på side 24-25. Hvis du selv vil i gang så kommer der senere på ugen et post med flere detaljer og du er jo altid velkommen til at skrive til mig på selvstrik ( a ) selvstrik . dk

Jeg har ændret en del i opskriften og den sidder så perfekt! Og jeg har allerede en mere i hovedet: EN i brune og grå farver enten som sweater eller som cardig... bumbum hvad skal man vælge :)

Fakta om trøjen

Udgangspunktet er opskriften EN fra bogen Ti Trøjer af Rachel Søgaard, men strikket i lamauld fra CaMaRose. Sweateren er strikket på pind 4,5, mens ribben er strikket på pind 3. Jeg synes ribben bliver flot og holder sig flot, hvis man strikker ribben på 1-1,5 mindre pinde end glatstrikken/kroppen, fordi rib giver sig meget ved brug.

Du kan også finde opskriften til trøjen i Maries Ideer nr.1/2015 på side 24-25 - opdagede jeg lige i går :)

Garnforbrug

EN sweateren er strikket i marineblå lamauld og til mønsteret har jeg brugt Brændt karry, Grå og Petroleum + lidt SelvStrik glimmer koksgrå og kobber.

Jeg har brugt ca. 25g af hver mønsterfarver og 7 nøgler marineblå + ca. 5g glimmer. I alt vejer den 424g, er en størrelse L og har kostet 396kr i garn (hvis du har opskriften og glimmeret i forvejen).

Strikketeknik

Den er strikket nedefra og op, på rundpind med magic-loop. Og bort set fra mønsteret er den let at strikke. Hvis man har strikket mønsterstrik før er den slet ikke svær, fordi man kun har gang i 2 farver samtidig.

Hvis du vil lære at strikke flerfarvestrik rigtig pænt - som dette her - så holder jeg kurser i KBH og der er stadig pladser til i overmorgen.

Mønsterstrikken er strikket med dominans, så mønsterfarverne står flot ud. Jeg har også strikket 'jogless stripes', så overgangen ved farveskift er blevet næsten usynligt. 

Opskriften er oprindeligt en cardi, hvor knapsømmen strikkes på senere, så jeg skulle lige regne lidt for at få den rigtige omkreds... Detaljerne om det kommer i et selvstændigt blogindlæg.

Har du lyst til at gøre mig kunsten efter? Jaaa just do it :)

Garnet og bogen kan købes hos SelvStrik.dk