SelvStrik.dk

strik og hækling

30. marts 2016 07:48
by Elisabeth SelvStrik
2 Kommentarer

Tilbage til kernen 1

30. marts 2016 07:48 by Elisabeth SelvStrik | 2 Kommentarer

Det er lang tid siden jeg har blogget. Det sidste års tid har jeg følt min motivation dale for SelvStrik og jeg har tvivlet – hvad er mit projekt egentlig? Hvad vil jeg? Hvorfor gør jeg, det jeg gør? Og hvad er mit bidrag til verden?

Hvorfor strikker jeg og hvad betyder strik og kreativitet for mig? De tanker vil jeg begynde at dele med dig.

Når jeg fortæller at jeg strikker og sælger garn, spørger mange om: Hvad koster det at du strikker xx til mig / vil du ikke strikke xx for mig. Der er mange der strikker for andre og sælger det, og det er ok at folk spørger, men det er ikke lige mig.

Jeg strikker ind i mellem til venner og bekendte, men jeg strikker mest for min egen skyld. Jeg vil påstå at jeg har strikket mig ud af depression (mere om det senere).

Når jeg strikker, så er det mit rum. Det er ikke for andre. Det kan være det bliver til andre - bagefter.

Men mens jeg strikker, så er det mit rum. Uanset om jeg strikker i bussen, foran Netflix eller på mit værksted til en podcast. Uanset om jeg strikker karklude, laver en opskrift eller strikker en babyhue efter en andens opskrift, så skaber jeg et sted kun for mig hvor tiden står stille.

Selv når jeg strikker med andre, så laver jeg et rum i rummet, hvor jeg må være og fylde et hundrede procent. Det er det strik giver mig. Et rum til at være mig uden filter.

Glæden ved det rum, følelsen af at lade op, styrken i at mærke sin kraft, selv når man ikke kan mærke sin kraft i andre sammenhænge – det vil jeg gerne give videre og det vil jeg have skal være mit bidrag til verden.

Fortsættelse følger...

Hvad betyder strik og hækling og kreatid egentlig for dig? Del meget gerne dine tanker i en kommentar. Jeg bliver altid glad for at høre hvad du tænker <3