SelvStrik.dk

strik og hækling

17. december 2010 08:02
by Elisabeth SelvStrik
5 Kommentarer

17.dec - Huuueee tid

17. december 2010 08:02 by Elisabeth SelvStrik | 5 Kommentarer

F... hvor er det koldt! Så har man brug for en hue.

 

 

Her er en nem, hurtig hue - du kan strikke den på en aften eller lidt tid i bussen :)

 

 

Den er strikket med garn fra Det Uendelige (Garnlager), noget marineblåt mohari blanding, 2 nøgler, men jeg har vist kun brugt halvdelen, så 1 nøgle altså :)

Strikket på pind 6 med dobbeltgarn. 72 masker og så strikket i loop (det behøver man ikke) 2 ret, 2 vrang - indtil jeg ikke gad mere :)

3. december 2010 08:15
by Elisabeth SelvStrik
0 Kommentarer

3.dec - Forsinket nissehue til min datter

3. december 2010 08:15 by Elisabeth SelvStrik | 0 Kommentarer

Med et års + nogle dages forsinkelse, er nissehuen endelig strikket færdig :)

 

 

Sidste år bestemte jeg mig for, at det var helt åndssvagt at købe en nissehue til min datters morgensamling i vuggestuen. Jeg kan jo så pære-nemt selv strikke en, der er meget mere personlig. Ja og så kom jeg ikke længere. Hvis man har uendeligt tid, kan ALT (næsten) lade sig gøre, men i virkeligheden var der andre ting som udfyldte tiden.

Men i år ville jeg gøre det! Det var efterhånden blevet en æressag. Den skulle jo være færdig til hendes pakkekalender, som den første gave. Ups!

Jeg håber hun er så lille, at hun (forhåbentlig) ikke kan huske om pakkekalenderen startede den 1. eller øhh den 3. :) Ellers må dette anset for at være bevismateriale nr.... 100, som kan bruges i mod mig i retssagen "Barn vs. Mor". Jeg håber bare hun vil råbe af mig, når hun bliver teenager og så kan jeg sige undskyld og vi kan komme videre.

 

Opskrift på Nissehue str. 2-3år:

Huen er størrelse 2-3 år og strikket på pind 3 af bomuldsgarn fra Det Uendelige Garnlager. Jeg mener, den røde er muskat fra Drops og den lilla er noget fra Brugsen.

Garnforbrug: ca. 1/3 af et 50g nøgle af hver farve.

Teknikker: ret, vrang, indtagning. Evt. strik rundt med 'Magic Loop' (en lang rundpind) og 'jogless stripes' så det ikke ses, hvor striberne skifter farve.

Slå 80 masker op, med dobbelt-tråd på pind 3.

Strik rundt i rib (2 ret, 2 vrang) med dobbelt-tråd indtil det måler 4cm.

Skift farve og strik (resten med enkelt-tråd) glatstrik, 4cm af hver farve.

Når du begynder på den 3. røde stribe, skal du til at tage ind. På første pind strikkes to masker sammen i starten og i midten. På næste pind strikkes to masker sammen mellem de to første, altså efter 20 masker og efter 60 masker.

Disse to pinde gentages. (Husk SAMTIDIG at holder striberne) Sådan at der i alt tages ind 4 steder med jævne mellemrum (2 steder på første pind og 2 steder på anden pind). Capish?

Hvis man gerne vil have en længere top på huen, kan man lade indtagningerne går over flere pinde, fx indtagning kun 2 steder eller på hver 4 pind.

Når den er færdig, kan man lave en pompom eller en kvast som jeg har lavet.

Skriv endelig, hvis det føles uforståeligt :)

2. december 2010 07:30
by Elisabeth SelvStrik
0 Kommentarer

2.dec. - En hue om dagen

2. december 2010 07:30 by Elisabeth SelvStrik | 0 Kommentarer

holder doktoren af vejen :) Man holder i hvert fald hovedet varmt! Jeg eeelsker at strikker huer. Faktisk tror jeg godt jeg kunne 'nøjes' med kun at strikke huer. Her er en af dem:

 

 

De er hurtigt strikket. Man kan nemt være kreativ og finde på noget. Man kan bruge garn fra Det Uendelige Garnlager. Og hvis man fikker det up, så er det hurtigt at starte forfra igen :) Jeg mener der er uendelige muligheder og man kan aldrig få for mange huer. Vel?

Jeg er ikke så vild med at blive fotograferet :/ Så hvis vi fokuserer tilbage på huen, så er den mega nem at strikke og opskriften kommer lidt længere ned.

Den er strikket i uh... hed det Milano måske? Fra Det Uendelige Garnlager. Det er i hvert fald noget alpaka garn, der skifter tykkelse, som jeg vist en gang har købt i Garnstuen på Østerbrogade.

Jeg har slået 68 masker op på pind 6 og strikket 12 rækker rib (3 ret, 1 vrang). Så er der farveskift og resten er strikket i glatstrik, 3 rækker i hver farve. Jeg kan anbefale at strikke i loop på rundpind også kaldet 'magic loop' og lave 'jogless stripes' så man ikke kan se hvor striberne skifter - begge dele kan findes på YouTube :)

Find det og gør det! Det bliver 100 gange pænere og det er nemmere at strikke. Nå, efter 3 rækker af hver farve i glatstrik, begynder du at tage ind, når du starter 4 gang med den lyse pinke. Strik 1 ret, de 2 næste sammen. Fortsæt indtil der ikke er flere tilbage. Bagefter laver du en pompom (det kan også findes på YouTube) - jo større og bedre. Husk at du skal kunne holde den på hovedet :)

God vind og fortæl gerne, hvis du strikker den :)

Links fra indlægget:

YouTube er her - eller det er den ikke, men linket er der :)